Artikkel: KOST, KASTER OG KOSMOS

KOST, KASTER OG KOSMOS

Hinduerne mener, at kosten skal passe til ens livssituation. Men både "kost"
og "livssituation" defineres helt anderledes af hinduerne end vi ville gøre.
Hvad man skal spise- koldt eller varmt, og hvem man må spise sammen med
afgøres af kastesystemet og de opfattelser af "renhed" og "urenhed", der
ligger bagved det.

Den indiske husmors redskaber er simple, men alligevel effektive. Den store
stenmorter og den flade knusesten hvorpå krydderier og grøntsager moses til
masala (sovsens grundlag) fungerer mere effektivt end en elektrisk blender.
Man finder ikke mange knive i et indisk køkken. Når der skal snittes
grøntsager bruger man en kniv som er lodret fastgjort til en tung træklods.
Man bevæger det der skal snittes henover kniven, i stedet for at bevæge
kniven, som vi gør. Maden tilberedes over et simpelt ildsted lavet af ler.
Mange har i dag små petroleumskomfurer, som er fremstillet i Indien Der
findes også gasbrændere til flaskegas, eller den indiske "gobar" gas
(biogas).
Men selvom køkkenredskaberne er simple, så er de ideer der ligger til grund
for tilberedningen og indtagelsen er det langt fra.

Kold peber, varm chili
Vi har jo alle hørt det engelske udtryk "hot" anvendt om indisk mad der er
stærkt krydret med chili. Det er et indisk begreb, og faktisk klassificerer
inderne alle madvarer som enten "kolde", "varme" eller neutrale. Det betyder
at nogle madvarer frembringer kølighed eller varme i kroppen. Hvordan
inderne er nået frem til at klassificere alle spiselige ting på den måde er
det nok ikke muligt at forklare. Men det er det som dirigerer hvad de spiser
i forskellige situationer.
Svinekød er for eksempel meget "koldt" mens agerhøne er "varm". Papayafrugt
er meget "varm", mango og ananas er "varme", appelsin, æble, melon, kokosnød
og druer er "kolde", limefrugt er meget "kold". Derfor er det en god idi at
dryppe limesaft på en papayafrugt, for så kommer der balance i tingene.
Grøntsxger, kornsorter og de mange bønne- og linsearter i Indien er jævnt
fordelt pe "koldt" og "varmt". Blandt krydderierne er chili, hvidløg,
tamarind og især sennepsfrø "varme". Det er overraskende at sennepsfrø på
den indiske temperaturskala er "varmere" end chili. Derimod er koriander,
gurkemeje, kardemomme, safran, løg, sort peber, kommen, frisk og tørret
ingefær og bukkehornsfrø "kolde". Komælk er "kold", fåremælk er meget
"varm".
Hvorfor disse ting er klassificeret sådan er ikke altid let at forstå. Jeg
stødte pe dette klassifikationssystem under et ophold i Indien hvor jeg var
forkølet. Jeg havde hørt at yoghurt skulle være godt imod forkølelse, men
inderne frarådede mig på det kraftigste at spise det. "Yoghurt er jo meget
koldt" sagde de, "det må du endelig ikke spise når du er forkølet". Den
indstilling til sagen forstår man, når man spiser et sydindiske rismeltid.
Først serveres de krydrede retter og den stærke pickle, derpå serveres
yoghurt og kærnemælk med ris som afslutning på måltidet. Det er unægtelig
rart at få slukket de flammer som man synes står en ud af halsen med disse
kølige ting.
Foruden at klassificere madvarer som enten "kolde" eller "varme" kan de også
klassificeres efter hvilke af de tre elementer ild, vand og luft, som
dominerer i dem. På det grundlag kan den indiske ayurvediske læge foreskrive
en diæt som retter op på den ubalance som var sygdommens årsag.
Når inderne nu mener at vide hvad der skaber varme og kølighed i kroppen, se
er det også muligt for dem at tilrettelægge kosten se den passer til den
enkeltes livssituation.

Mad og etik
Varme er lig med liv, aktivitet og frugtbarhed. Derfor er det meget passende
for et ægtepar som ønsker at få børn at spise varme ting som sennepsfrø, fg,
kylling, lam, aubergine og kartofler. Mennesker som derimod ønsker at "køle"
deres kroppe lidt ned bør foruden de nævnte ting også undgå salt, fordi salt
anses for at være ekstremt "varmt". Det gælder for eksempel for en sanyasin,
et menneske som ønsker at leve i cølibat, eller enker, som efter hinduernes
opfattelse bør leve et meget asketisk liv. Hos nogle sydindiske kaster har
man derfor haft den regel at enker ikke måtte spise salt i nogen form i op
til et helt er efter mandens død. Der kan altså også gå moralske
overvejelser i spørgsmelet om, hvilken slags madvarer man bør indtage.
Nu kunne man se tro at der er overensstemmelse mellem det som virker
"kølende" og den asketiske livsførelse. Var det tilfældet så skulle
indtagelse af svinekød være meget asketisk. Men det er det bestemt ikke.
Sagen er at kødspisning altid virker "forurende", og nogle former for kød
"forurener" mere end andre.
Grunden til det skal vi finde i den hinduistiske opfattelse af sjælen som
den vigtigste del af kroppen. Spiser man dyr så risikerer man at noget af
dyrets sjæl kommer i kontakt med ens egen sjæl. Hinduerne tror også på
sjælevandring, så hvis man spiser dyrekød kunne man måske komme i kontakt
med en menneskesjæl som er genfødt som dyr. Hertil kommer at der er noget
moralsk forkasteligt ved at spise nogle slags kød. Da koen er et helligt dyr
for hinduerne er det en stor synd at slagte og spise en ko. Svinet anses for
at være "urent". Derfor er det moralsk nedværdigende at spise svinekød.
Vandbøflen, dette venlige og fredsommelige dyr, varsler i hinduernes øjne
ilde fordi den hinduistiske dødsgud, Yama, komer ridende på en vandbøffel
når han med sin lasso fanger menneskesjæle og fører dem til dødsriget.
Derfor undgår hinduerne helst at spise vandbøffel.
I det hinduistiske samfund er den betydning man tillæger mad og den måde man
bruger maden på således baseret på en grundlæggende hierarkisk
verdensopfattelse. Både mennesker og mad er inkluderet i den rangstruktur
som er knyttet til et moralsk system baseret på forestillinger om rituel
"renhed" og "urenhed". Meden man omgås mad på er vigtig for kasterangen. Den
enkeltes kastes rang udtrykkes ofte gennem hvad den medlemmer må og specielt
ikke må spise og hvem de må spise sammen med. Men dertil kommer at de
forskellige madvarer er indordnet i andre systemer hvor deres egenskaber som
"kold/varm" ligeledes har betydning for, hvad man anser for passende mad i
forskellige situationer. Disse forskellige moralske dimensioner bevirker at
maden og måltidet får en en anden og muligvis dybere betydning, i hvert fald
en mere etisk betydning, end den vi forbinder med vores kostvaner.

Mad og kastevæsen
Den kaste som formelt er den højeste og reneste er brahminerne. Alle andre
kaster kan spise vegetarisk mad som er lavet af brahminer. Derfor ansætter
mange indiske restauranter kokke af brahminkasten og reklamerer med at de
har "ægte brahmin kok". Det betyder at alle kan komme i den restaurant uden
risiko for at blive forurenet.
Hvis en familie inviterer gæster til et bryllup _f.eks. 600 personer (som
ikke er noget usædvanligt antal ved et indisk bryllup) se kan gæsterne komme
fra dels ens egen kaste eller kaster som er lavere end ens egen. D.v.s. at
jo lavere ens kaste er jo færre gæster vil man kunne invitere fra andre
kaster. Omvendt viser det en families høje rang og prestige hvis man kan
beværte folk af mange forskellige kaster _ jo flere jo bedre. At spise
andres mad er også en anerkendelse af at de er ens lige-eller overmænd.

Templer og madens sociale kredsløb
I mange indiske landsbyer er de største jordejere templerne. Ifølge
traditionel hinduistisk tankegang var det ikke templet men guden selv som
ejede jorden. Pe dette punkt stødte den engelske kolonimagt og
hindusamfundet sammen. Den engelske lovgivning vandt over den indiske, og
guden står ikke længere som personlig ejer af jord. Men oprindeligt var den
lokale guddom altså jordejer ligesom højekaste folkene i landsbyen.
De lavere kaster dyrkede jorden som forpagtere og afleverede en del af
høsten _ mellem halvdelen og totredjedele- til jordejerne i form af ris
eller dhal (linser). De meget store fester som højkaste folkene arrangerede
fungerede som en slags omfordelingscentraler for mad. En vis del af de
utilberedet madvarer som flyder opad i systemet bliver givet tilbage i
tilberedt form ved fester. Denne proces styrker hierarkiet og tjener som en
påmindelse om at de der modtager tilberedt mad er underlegne i forhold til
dem som giver maden. De høje kaster giver "ren" tilberedt mad tilbage til de
lavere kaster til gengæld for madens råvarer. Der er så at sige tale om en
byttehandel hvor de lavere kaster bytter "renhed" for ris.
Et meget vigtigt element i tilbedelsen af hinduguderne er madofret. Når
gudens processionsgudebillede bæres gennem gaderne i en by eller landsby
standser processionen med jævne mellemrum, og folk kommer ud af deres huse
og ofrer utilberedte madvarer til guden. De rækker madvarerne til
brahminpræsten som lægger den foran guden og derpå giver den tilbage til den
tilbedende. Guderne er lavet af en finere substans end mennesker. De spiser
ikke den del af maden som mennesker er i stand til at opfatte men kun de
finere substanser i den. Der deles også ud af mad som brahminpræster har
tilberedt i templets store køkken. Ethvert større tempel har et køkken. Inde
i templet stiller folk op efter kasterang, og de fineste får først del i
gudens mad som kaldes prasadam. Der kan opstå alvorlige stridigheder ved den
slags lejligheder hvis to kaster er uenige om hvem af dem som skal have del
i offermaden før den anden. For udenforsteende er det meget små og
ubetydelige ting som kan udløse rene gadekampe. Men der er kasternes
prestige som står på spil i den slags sager.