murugan.htm\´UšP´UšPmBIN‚·š Guder

 

Murugan-tamilerne og deres krigsgud

En dreng klædt ud som guden Murugan tigger penge for at tage på pilgrimsrejse til gudens tempel.

Det er tidlig morgen i den gamle indiske tempelby Madurai. Daggryet kan anes på østhimlen. En gruppe mennesker har indfundet sig ved bredden af Vaigai floden, som løber gennem byen, og det er tydeligt, at der skal ske noget usædvanligt. På jorden står en række krukker med mælk, og oveni hver er anbragt en kokosnød. På palmeblade er anbragt frugter og blomster, offergaver til guden Murugan, krigsguden, som er den mest populære gud blandt tamilerne.

Efter hadet tilbeder mændene og drengene og en enkelt pige på 10 år Murugan og knæler ned foran offergaverne og krukkerne. En krukke med offergaver i er i en sådan situation den almindelige repræsentant for de guddommelige magter, idet guden tager bolig i krukken, når ceremonierne udføres efter forskrifterne.

Smerte for guden

De tilbedende har alle nøgne overkroppe, et tegn på ydmyghed som passer sig, når man nærmer sig guderne. De smøres ind i sandel-pasta, og i panden anbringes hellig aske og kum kum -den røde pasta, som sidder midt mellem øjenbrynene. Det er den. mange fejlagtigt kalder et »kastemærke«, men det eneste, mærket betyder, er, at den, som bærer det, har udfort ritualer for guderne.
Den lille flok af Murugan-tilbedere stiller nu op i række, og en præst kommer bærende med en bakke med en dynge af små metalspyd og trisula - treforken som bæres af Kali og Shiva. Spyddet er Murugans våben, og på de populære mytologiske farvetryk, som man ser i alle hinduhjem, ses guden altid med sit karakteristiske kastespyd i højre hånd.
De små spyd og treforkene har meget spidse skaftender, og præsten beder nu efter tur de tilbedende om at stikke tungen frem, og så jager han et spyd eller en trefork gennem tungen! Nogen står for mere end andre. Den lille pige synes tydeligvis, at ét spyd gennem tungen må være nok, så selvom præsten prøver at pånøde hende et par mere, slipper hun med det ene. Men drengene lår flere spyd gennem tunge og kinder, og det ser ret forfærdeligt ud.
En enkelt mands evne til at tåle smerte overgår dog alle andres. Ud over et pænt udvalg af spyd i ansigt og på overkrop (år han også sat kroge igennem huden på ryggen. I krogene bindes reb, som er fastgjort til en vogn udsmykket med palmeblade og blomster, og på vognen anbringes krukken med mælk, offergaven til Murugan.

Det rituelle åg

Nu er de omsider klar til at gå i procession til Mee-nakshitemplet, det mægtige tempel som dominerer Ma-durai, og hvis mægtige port-tårne kan ses viden om. Foran processionen går musikerne med deres nagasvaram - den melerlange sydindiske obo - og deres larmende tavul trommer. Den slags musik er uundværlig ved religiøse optog og festlige lejligheder. De tilbedende bærer på hovedet deres krukker med mælk og en kavadi, et ceremonielt åg. Det består af en lige stok sat sammen med en u-formet stok, nærmest af facon som en ostebue. Ved enderne er anbragt påfuglefjer, og der er viklet kulørt papir omkring træet. Den oprindelige mening med en sådan kavadi har været, at man med dette åg over skulderen kunne bære sine ofringer til guden Murugan, når man drog på pilgrimsrejse til et af hans templer i Tamil Nadu, og i den bageste del af åget kunne man så bære sine egne forsyninger til rejsen.
En kavadi er således et symbol på hinduismens tanke om mennesket som indeholdende både sin egen sjæl samt en del af den altomfattende verdenssjæl.
Det rituelle åg, kavadi, kan man også se anvendt ved en type folkedans, som meget a propos hedder kavadi dans, og som også dyrkes af tamilske flygtninge fra Sri Lanka i Danmark. Når kavadi’en bruges til folkedans, er det mest små piger, som optræder med den, og man bruger ikke at stikke spyd igennem tunge og ansigtshud. Der hører også en særlig genre i den tamilske skat af folkesange til kavadi dans, som f.eks. opføres, når pilgrimme i store flokke drager afsted til et af de store Murugantempler iklædt det orange tøj, som er karakteristisk for Murugans tilbedere.

Sårene usynlige

Et par dage efter, at jeg havde overværet dette optog til Murugans ære i Madurai, mødte jeg den mand. som havde Ret sat kroge igennem huden på ryggen, og jeg kiggede nærmere på ham, mens han stolt demonstrerede, at der ikke var nogen mærker at se på hans hud. Hvis der var, så var de i hvert fald så små, at jeg ikke kunne få øje på dem.
Del skyldes, at de ting og sager, som stikkes igennem huden, er meget spidse, og huden er meget elastisk, og de tynde huller i huden kan godt vides betragteligt ud, uden at man kan se ret meget til det, når spydene og krogene hives ud igen. Han fortalte, at de manglende mærker var et godt tegn. »Murugan har modtaget mit offer!« sagde han glædestrålende. Går der derimod betændelse i sårene, betyder det omvendt, at guden ikke er venligt stemt overfor den tilbedende.
Da jeg spurgte ham hvorfor han havde udført dette ritual, som jo må have været meget smertefuldt og ubehageligt, svarede han, at han bad Murugan hjælpe sig med at fa arbejde. Han havde netop ansøgt om at blive ansat i postvæsenet, og var nu fuld af fortrøstning til, at ville blive blandt de udvalgte. De øvrige havde mange forskellige grunde til at anråbe i.<u-rugan, sygdom hos et familiemedlem, en forestående eksamen, som de var nervøse for el.lign.
Kort sagt, når folk har noget alvorligt i klemme, så beder de Murugan om hjælp på denne ret dramatiske måde.
Der var også enkelte, som fortalte, at de mente Murugan havde hjulpet dem i deres nød, og nu takker de ham for det.

Tai Pusam

Mand der tilbeder Murugan ved Tai Pusam festen i Tamil Nadu. Han bærer en kavadi på skulderen og har stukket små spyd gennem tungen og kinderne, og kroge gennem huden på ryggen. Derpå går han til Murugans tempel med en offergave, en krukke med mælk.

Tai Pusam festen fejres ved fuldmåne i tamilmåneden, Tai, som går fra 14. januar til 14. februar. Tamilerne benytter en månekalender, og derfor svarer deres inddeling af året ikke til vores.
Pusam
er navnet på stjernebilledet Krebsen, som inderne forbinder med planeten Jupiter, eller Brihaspati, som inderne kalder ham. Festen har således i sin oprindelse noget at gøre med den ældgamle indiske tilbedelse af planeterne. Da Brihaspati repræsenterer visdommen, skulle det fremme ens chancer for at bestå en eksamen at tage et helligt bad på denne dag.
Senere i historien er Tai Pusam festen først og fremmest blevet forbundet med tilbedelse af den hinduistiske krigsgud, Karttikeya, som blandt tamilerne kaldes Murugan.
Tamilerne er et gammelt folk, som tæller ca. 60 millioner, af hvilke de 50 millioner bor i Tamil Nadu i det sydøstlige Indien, og resten på Sri Lanka, i Sydøstasien og spredt ud over resten af verden, del er tamilernes religiøse traditioner, som præger det indiske mindretal i Singapore, fordi de talmæssigt dominerer, og Tai Pusam er et af de mest dramatiske udtryk for deres kultur, så at sige et symbol for deres identitet.
Men for at forstå baggrunden for denne farverige og voldsomme fest må vi se lidt på, hvem Murugan er, og hvad denne gud repræsenterer i tamilernes kultur.

Guden Murugan og tamil kultur

Den mest kendte og populæreste gud blandt tamilske hinduer - og langt de Heste tamilere er hinduer - er sikkert Murugan, også kendt under navnet Subramanya. Kært barn har mange navne, og Murugan er ingen undtagelse. Mange tamilske drengenavne er et af Murugan’s utallige navne, som f.eks. Arumugam, som betyder »Seks Ansigter«, guden har nemlig seks hoveder i sin »virkelige« fremtrædelsesform, selvom man som regel ser ham afbildet med kun et hoved.
Omkring denne gud er der vokset en litteratur, danse-former, ritualer og fester. Der er igennem århundrederne bygget mange vigtige templer for guden, kort sagt, der er opstået et broget kulturelt kompleks omkring guden.
På Sri Lanka tilbedes Murugan også af de buddhistiske sinhalesere under navnet Kataragama. Buddhismen på Sri Lanka er gennemsyret af hinduistiske ideer og mange andre hinduistiske guder tilbedes af sinhaleser.

Hvem er Murugan?

Prøver man at finde guden i håndbøger om hinduisme, vil man lede forgæves efter navnet Murugan. Det er fordi, dette navn kun bruges af tamilerne, og det er deres navn for Skanda eller Karttikeya, krigsguden. Det er disse to navne, guden er kendt under i Nordindien. Der findes mange forskellige beretninger om Murugan’s fødsel. I nogle versioner er han søn af Shiva, i andre er ildens gud Agni.
Jeg genfortæller her nogle af disse beretninger, men mange af tamilerne i Danmark kan sikkert fortælle endnu tiere versioner af historien om Murugan’s fødsel.
1. Engang truede en dæmon med at udslette guderne, og de bad Shiva om hjælp. Shiva rettede sit ildsprudende tredje øje mod en so, og straks opstod der seks drengebørn, hvis ammer blev Sapta Rishi’ernes hustruer (Sapta Rish’erne, De Syv Vismænd, er syv halvt guddommelige væsner). Men en dag knugede Shiva’s hustru, Parvati, de seks drenge så hårdt til sig, at deres kroppe blev til én, men med seks hoveder og tolv arme. Sådan opstod Murugan.
2. Fordi Shiva's sæd var alt for stærk til, at hans hustru, Parvati, kunne modtage den, udgød Shiva sin sæd i den hellige flod Ganges. Derfor kaldes Murugan også Ganga-putra (Søn af Ganges). Ganges lagde sæden ved flodbredden, og seks af Rishi'ernes hustruer opfostrede barnet med seks hoveder og tolv arme, som opstod af Shiva's sæd.
3. Sapta Rish’erne, De Syv Vismænd, som identificeres med stjernerne i Store Bjørn, havde hver en smuk og kysk hustru, som ildens gud Agni, begærede. Man han kunne ikke opvække begær hos dem. For dog at komme nær de syv kvinder var han tilstede i ilden i deres huse, så han kunne se dem, når de lavede mad og tændte deres olielamper.
Nu var det sådan, at Svaha, en datter af Brahma’s søn Daksa, var forelsket i Agni, men han tænkte kun på De Syv Vismænds hustruer. Hun besluttede derfor ved list at forføre Agni. Hun opsøgte ham i skoven, hvor han var søgt ud i græmmelse over ikke at kunne vinde de syv kyske hustruer. Der omskabte hun sig efter tur til hver af De Syv Vismænds hustruer (med en undtagelse), og forførte i seks forskellige kvinders skikkelser Agni. Efter hver gang omskabte hun sig til en garudi fugl og fløj op på et bjerg, hvor hun anbragte Agni’s sæd i en gylden krukke. Hun tog skikkelse af en fugl, for at beskytte De Syv Vismænds hustruers rygte, hvis nogen skulle få øje på hende. Men én af de syv hustruer kunne Svaha ikke omskabe sig til, Arundhati, fordi hun var så overordentlig kysk.
Nu lå Agni’s sæd i den gyldne krukke, og i løbet af fire dage blev den til en dreng med seks hoveder og tolv arme, men med én krop. Denne gud - Skanda/Murugan var så utroligt stærk, at selv guderne blev bange for ham. Alle, som så ham og hørte hans frygtindgydende brøl, søgte skælvende beskyttelse hos ham. Desværre fik De Syv Vismænd at høre, at nogle kvinder, som lignede deres hustruer, havde forført Agni, og derfor forstødte de deres hustruer.
Dog blev Arundhati ikke forstødt, for hun var ikke blevet set i skoven, da Svaha forførte Agni. Svaha fortalte nu De Syv Vismænd, hvad hun havde gjort, men de ville ikke tro hende, og tilgav ikke deres hustruer. De seks uretfærdigt behandlede hustruer gik nu til Murugan og sagde: »Vi blev uretfærdigt forladt af vores mænd, fordi man siger, at du er vores søn. Vær da vores søn, og lad os blive til stjerner på himlen«.
Sådan blev det, og hustruerne blev til stjernebilledet Pleiaderne, eller Syvstjernen. Hvis man ser på dem, er der jo syv stjerner, men den syvende skinner ikke så klart som de andre. Det er Arundhati, som var så kysk og som nærede mistanke til sin mand.
Murugan
var så mægtig, at guderne mente, det var bedst at udslette ham, for de frygtede for deres eget liv. Gudernes general, Indra, slyngede sin tordenkile mod Murugan, som blev ramt i siden. Ud af Murugan’s sår kom en mand, som blev kaldt Visakha (efter visana: tordenkile). Da Indra så det, blev han bange og hilste Murugan som sin overmand. Alle guderne søgte tilflugt hos Murugan, som lovede at beskytte dem.

Dæmondræberen Murugan

Den frygtelige dæmon, Curan, også kendt under navnet Surapadma, førte engang krig mod guderne og truede med at udslette dem. Kun Murugan kunne stå sig mod Curan’s forfærdelige kraft.
Historien om den store kamp mellem det onde, repræsenteret ved Curan, og det gode, repræsenteret ved Murugan, er en tamilsk parallel til den mere velkendte indiske beretning om kampen mellem dæmonen Ravana og guden Rama fra det store epos Ramayana.
I det store afgørende slag mellem Curan og Murugan omskaber Curan sig i mange forskellige skikkelser, men taber alligevel kampen til sidst. Først er Curan en enorm fugl, som angriber Murugan og hans krigere med sit grufulde næb og sine store vinger, men Murugan tilintetgør denne skikkelse af dæmonen.
Nu tager Curan form af jord, som opfylder hele universet, men Murugan sender syv pile af sted, som bliver til de syv have, som vasker jorden bort. dæmonen bliver da til vand, som oversvømmer hele verden, men Murugan afsender hundrede pile, som bliver til ild, som fortærer vandet. Curan bliver til ild, men den slukker Murugan ved hjælp af en orkan. Curan omskaber sig til en frygtelig storm, men også den udfordring klarer Murugan med sine pile.
Nu ler Murugan af sin fjende og håner ham: »Jeg har hele tiden kæmpet imod dig i min sande skikkelse, men du har hele tiden taget form af noget andet. Hvorfor tager du ikke din rigtige skikkelse«.
Nu fremtræder Curan som en menneskelignende kæmpe. Hans øjne er solen og månen, oceanerne er hans fødder, og bjergene er hans ben. Hans ører er stjernerne, i hans hår er vismændene, i hans hænder alle verdens skatte. Hans tænder er bogstaverne, hans tunge er de vise skrifter, på hans tunge er veda’erne, hinduismens hellige skrifter. Da guderne ser Curan i denne skikkelse, skæl ver de af frygt.
Curan
reciterer nu en magisk formular, som henlægger hele universet i uigennemtrængeligt mørke og går til angreb på Murugan. Men Murugan kaster sil spyd mod Curan, og spyddets brændende bane oplyser mørket. Curan flygter nu ud i havet og tager omsider sin virkelige form, et enormt mangotræ, som opfylder hele verdensrummet. Murugan kaster sit spyd mod dæmonen. Murugan’s mægtige spyd kløver dæmonen i to halvdele, hvorpå den ene halvdel omskabes til en påfugl, som bliver Murugan's ridedyr. og den anden halvdel bliver til en hane, som ses på Murugan’s banner. I mange gengivelser af Murugan ses guden ridende på en påfugl, som er i kamp med en slange.
Slangen repræsenterer ondskab og synd, og påfuglen er den omskabte dæmon, som nu er tvunget til at tjene det gode. Derfor bruger man påfuglefjer til at repræsentere Murugan ved Tai Pusam festen, og som det ses på billederne, bærer de tilbedende foruden en kavadi også påfuglefjer.
På samme måde betvinger Murugans tilbedere de syndige, utøjlede kræfter i sig selv ved at gennembore tunge og kinder med små metalspyd, som ligner det spyd, Murugan bærer, der ligger også i selvplageriet et ønske om, at vise sig lige så tapper og dødsforagtende som Murugan, den store kriger og dæmondræber, og derved vinde hans gunst.

Murugan - den Elskovsfulde Yngling

Der er imidlertid en anden side af Murugan’s mytologi, som er nok så charmerende og bidrager til gudens popularitet, nemlig hans kærlighedsaffære med den smukke unge pige, Valli. Denne guddommelige kærlighedshistorie er tamilernes originale bidrag til Murugans mytologi.
I Nordindien er Murugan/Karttikeya udstyret med en hustru ved navn Devasena (navnet betyder »Gudernes Hær«), men i tamilområdet har Murugan røet sig endnu en hustru, den sydindiske mærke skønhed. Valli. Hun er egentlig af guddommelig herkomst men vokser op i et vildt skovområde i bjergene som adoptivdatter af jægerfolkets høvding. Valli tilbeder og beundrer Murugan, og en dag han tilfældigt ser den smukke pige, forelsker han sig i hende. Murugan viser sig først for pigen i menneskelig skikkelse, og hun afviser hans tilnærmelser.
Men Murugan Rir assistance af sin bror, elefantguden Ganesh, som kommer til syne i skikkelse af en vild og rasende elefant. Valli bliver skræmt og søger ly i Murugan’s arme. Først da viser han sig for hende i sin virkelige form med seks hoveder og tolv arme. Valli overvældes af glæde ved synet at den gud, hun beundrer så meget, og de unge elskende bliver gift i den primitive jæger-landsby i den vilde og bjergrige natur med jægerhøvdingens velsignelse.
Også dette mere blide aspekt af Murugan’s mytologi spiller en stor rolle i tamilernes kultur og er et emne i mange af deres danse og sange. Men på fuldmånedagen i måneden Tai er det dæmondræberen Murugan, krigeren over alle, man fejrer med blod og tårer og selvplageri.
Så store kontraster er der i deres religion,, som går fra romantik til voldsomt selvplageri.

Tekst og billeder: Lars Kjærholm