hinduise.htmb‰µr­,µr­,mBIN‚hð Hinduisme i praksis, en udstilling på nettet


HINDUISME

Hinduisme indeholder mange forskellige former for religiøs tro og praksis. Hvad er det, som holder sammen på hinduismens store mangfoldighed? Det, som alle hinduer er enige om at respektere som det vigtigste grundlag for deres religion, er vedaerne.

klik for
større billede

Vedaerne er de ældste religøse tekster, og de menes at være bragt til Indien med den ariske indvandring i det andet årtusind f.v.t. Vedaerne er skrevet på sanskrit, og de reciteres i hindutempler af brahminpræster. Den vediske tid varede fra ca.1200-900 f.v.t. og det vigtigste element i denne form af hinduismen var offeret og recitationen af hellige tekster. Man tilbad guder, som var nært forbundet med naturens kræfter (se hinduguder om vediske guddomme). De ariske folk, som bragte vedaerne til Indien, var hyrder og krigere, og deres guddomme var hovedsageligt mandlige.
Fra ca.900 til 400 f.v.t. fik brahminerne monopol på at foretage ofringer til guderne. Det er stadig dette monopol, som adskiller højkaste- hinduisme fra landsbyreligion i Indien. I samme tidsrum fik hinduismen alvorlig konkurrence fra de nye religioner buddhismen, og jainismen.
Fra ca. 500 f.v.t. begynder den gamle form for brahmanisme at blandes med shakti-dyrkelse. Den gamle ariske religion begynder nu at blive blandet med former for religion, som repræsenter tiden før ariernes ankomst til Indien. Shaktismen, d.v.s. tilbedelsen af hinduistiske gudinder, blev nu sammenføjet med brahmanismen.
Der blev nu føjet nye hellige skrifter til hinduismen. Foruden vedaerne kom nu også de store episke beretninger Ramayana og Mahabharata, og Manus lovbog, samt en række puranaer, d.v.s. episke beretninger om gudernes liv.
Den tantriske filosofi fik nu igennem shaktismen indflydelse overalt i hinduismen. Mange af de ting, som vi opfatter som typiske indiske og hinduistiske: yoga, yantraer, mantraer, mennesket som mikrokosmos, kom ind i religionen.
Udover denne form for hinduisme, som er baseret på vedaerne og brahminpræster, findes der mange former for folkelig religion. De står udenfor den lærde tradition, som er baseret på vedaerne.
Efter den vediske tid kom der andre kulter til centreret om hinduistiske højguder som Shiva, Vishnu og Brahma. Disse guder er ikke nævnt i vedaerne, men dyrkelsen af dem er alligevel blevet forbundet med recitation af vedaerne.

Den lærde, ritualistiske hinduisme:
* Veda-recitation
* sanskrit sproget som basis for religionen
* -vedisk offerreligion kombineres senere med dyrkelsen af
Shiva, Vishnu og Brahma, guder som kendes overalt i Indien
* tempelpræsterne er brahminer
* blodofringer foretages ikke i disse templer
* navagraha planetguderne dyrkes i templet i et separat tempel foran hovedtemplet


De folkelige kulter, den ulærde hinduisme:
* i templet dyrkes en guddom, ofte en gudinde, som kun kendes lokalt
* ingen recitation af vedaerne
*præsterne er ikke brahminer, og er ikke oplært i sanskrittraditionen
* blodofringer forekommer i de folkelige hindutempler

  • navagraha, planetguderne dyrkes ofte i de folkelige templer i et separat tempel foran hovedtemplet

  • Udenfor den lærde hinduisme tilknyttet højgude-templer, findes der en lang række kulter, som er meget løst knyttet til den lærde hinduisme, eller måske endda optræder i opposition til den.

Regionale kulter.
Den lærde hinduisme, som har den samme form overalt i Indien, har langsomt knyttet de folkelige kulter til sig. De tre hovedguder i hinduismen har hver en hustru. Shivas hustru hedder Parvati, Vishnus hustru hedder Lakshmi, og Brahmas hustru hedder Saraswati.
Mange lokale gudinder er i tidens løb blevet erklæret for at være identisk med enten Parvati eller Lakshmi. Det understreger man i lokale tempelfester, hvor man fejrer den lokale gudindes giftermål med enten Shiva eller Vishnu en gang om året. På den måde har man lavet en løs sammenknytning af mange lokale kulter med den lærde, sanskritbaserede hinduisme.

Bhaktikulter.
Bhaktireligiøsitet vil sige tilbedelse ved kærlighed. Man tilbeder den udvalgte gud ved at synge kærlighedssange til ham. Der er tale om et personligt trosforhold, hvor man henvender sig direkte til den gud, man har valgt uden brug af brahminpræster. Man synger sange til guden på det lokale talte sprog. Der er ikke brug for recitation på sanskrit af brahminpræster i bhaktikulterne.
Der er igennem mere end 1500 år opstået et utal af bhaktikulter i Indien. De har alle det samme budskab: alle mennesker er lige, i Guds øjne. Derfor er bhaktikulter været modstandere af kasteforskelle, og de har ofte været en trussel for en etablerede lærde hinduisme og dens brahminpræster. Sikhernes religion begyndte som en hinduistisk bhaktikult, men den udviklede sig efterhånden sådan, at forbindelsen til hinduismen blev brudt, og sikhismen blev en selvstændig religion. Men de fleste bhaktikulter har undladt helt at bryde med brahmanismen. Mange hinduer praktiserer nemlig begge former for religion, og ønsker at de begge skal bestå. (se artikelen om bhakti i Sydindien).
Samtidig med at bhaktikulterne skaber skel mellem den lærde og den folkelige form for tilbedelse, så kan den også ses som en faktor, som holder sammen på mange hinduer, som ellers ikke ville have noget fællesskab, fordi de tilhører forskellige kaster.

Familieguder.
I mange egne af Indien har familier deres helt egne guder, som ikke har nogen forbindelse med Shiva og Vishnu og den lærde hinduisme. Ofte er disse guder forlængst afdøde familiemedlemmer. Det hænder, at én i familien drømmer om den afdøde, som siger, at han eller hun nu er blevet til ét med en lokal landsbyguddom, og de skal tilbede denne guddom en gang om året ved en fest, hvor alle familiemedlemmer er tilstede. Det hænder ofte, at de ældste i familien, især kvinderne, bliver besat af familieguden og fungerer som "talerør" for familieguden. Der kan være en tæt forbindelse mellem familiens medlemmer og deres familiegud, idet nogle familiemedlemmer drømmer om guden, og får budskaber fra guden i drømme, som de derpå meddeler til de andre.

Pilgrimsrejser – Indien hellige geografi.
En faktor som skaber sammenhæng mellem hinduistiske befolkningsgrupper, som lever langt fra hinanden, og som taler vidt forskellige sprog, er det store system af hellige steder, som hinduer tager på pilgrimsrejse til. Langt det vigtigste sted er Benares, den ældgamle by ved bredden af den hellige flod Ganges. Alle hinduer er enige om, at Benares er det helligste sted i Indien, stedet hvor himlen er på jorden. Derfor kommer man direkte i himlen, hvis man dør i Benares, fordi Benares jo allerede er himlen.

På kortet ses et udvalg af nogle af de vigtigste pilgrimsmål i Indien

Hvem er hindu?
Hindu kan man kun være, hvis man er født af hinduistiske forældre. Det er ikke en religion, som man kan omvende sig til. Man behøver ikke at være født i Indien for at være hindu. Også efterkommere af hinduistiske indvandrere vil kunne regnes som hinduer, hvis de fortsat praktiserer hinduisme.

Hvor mange hinduer findes der?
Næsten alle verdens hinduer lever i Indien. Af Indiens ca.1 milliard mennesker regnes mere end 80 % for at være hinduer. Der findes også hinduer i andre lande. Nepals statsreligion er hinduisme, og der lever store hinduistiske mindretal i Bangladesh, Sri Lanka, Maslaysia og Singapore. Hinduismen var mellem 800 og 1400 udbredt i Sydøstasien,men blev fortrængt af buddhisme og Islam. Dog er hinduisme stadig den dominerende religion på den indonesiske ø Bali, hvor mere end 2 millioner stadig praktiserer denne religion.

Hvad er hinduistisk tilbedelse?
Darshan, puja, prasadam, pradakshina.
Det vigtigste element i daglig hinduistisk tilbedelse er besøget i templet. Inden man går til templet, skal man bade og rense sig og tage rent tøj på. Mænd går ofte i templet med nøgen overkrop som tegn på ydmyghed overfor guderne. Et sammenfoldet håndklæde bæres over skulderen som tegn på, at man har foretaget det rituelle bad. Badet kan eventuelt ske i selve templet, da mange templer har en tempeldam til formålet. I denne dam bades også gudebillederne, og derfor er det særlig godt for de tilbedende at bade i dammen. Inde i templet foran det allerhelligste går man med sine offergaver hen og ser på guden, og lader sig se af ham eller hende. Dette hedder darshan og er et vigtig led i tilbedelsen. Tempelpræsten modtager offergaverne, bærer dem ind i det allerhelligste og lægger dem foran gudebilledet, svinger lamper foran gudebilledet, ringer med en klokke og tilbeder guden med blomster, sandelpasta m.v. Tempelpræsten vil ofte nævne navnet på den person, som foretager ofring til guden. Derpå modtager den tilbedende noget af den offergave, som han kom med.. Dette er prasadam, d.v.s. noget han har delt med guden.
Ofte er prasadam forskellige former for mad, som er lavet i templet, og som den tilbedende køber. Den tilbedende lægger derpå penge til præsten på en bakke, hvorpå der er hellig aske og rødt pulver, kumkum, som anbringes i panden. Derpå rækker man højre hånd frem og modtager helligt vand af præsten. Vandet skal drikkes af den tilbedende. Den hellige aske smøres i panden, og det røde pulver anbringes i en plet mellem øjenbrynene. Den røde plet, som mange hinduer bærer i panden, betyder altså, at vedkommende har været i et tempel og tilbedt guderne. Den røde plet er ofte blevet kaldt et Akastemærke@, men den siger ikke noget om personens kastetilhørsforhold.
Derpå går man rundt om hele templet venstre om, sådan at man vender højre side ind mod guden i det allerhelligste. Dette hedder pradakshina.

Hvad er målet for en hindus liv?
Der vigtige mål for en hindus liv.

  1. at undslippe genfødelse, samsara. (det midterste a i samsara skal have en streg over sig) Hinduer tror, at menneskets sjæl genfødes i et uendeligt kredsløb. Ved tilbedelse og korrekt livsførelse kan et menneske opnå, at dets sjæl forenes med Gud, og dermed undgår genfødsel. Det kaldes moksha.

  2. At følge dharma, d.v.s. de hellige regler for korrekt livsførelse for hinduer. Der gælder forskellige regler for forskellige kaster, og man skal følge forskellige regler alt efter hvilken fase man er i i sit livHvis man forsynder sig imod dharma, er det en alvorlig synd, som vil blive straffet. Man vil blive genfødt i en lavere form, måske som et dyr. Omvendt, hvis man omhyggeligt følger dharma, og udfører tempelritualer og tager på pilgrimsrejser til hellige steder, så vil man blive genfødt i en højere status. Igennem mange genfødelser kan mennesket tilsidst opnå moksha.

Livets Stadier og den korrekte opførsel.
1.Ungdom og oplæring.
Når en dreng af de tre højeste kastegrupper, Brahmin, Kshatriya, og Vaishya, når den rette alder, bliver han indviet til lærdom igennem upanayana ceremonien. D.v.s. han får den hellige snor, som tegn på, at han er "genfødt", eller "to gange født". Han oplæres nu i de hellige tekster og sanskrit. I perioden indtil han bliver gift, må han afholde sig fra seksuelt samvær med kvinder. Denne livsalder kaldes sanyas, og den unge mand kaldes sanyasin.

2.Familieoverhoved.
Når en mand bliver gift indtræder han i en helt anden livsalder. Han er nu familieoverhoved, og skal leve ifølge de krav, som denne position stiller. Han skal følge kama, d.v.s. kærlighed og sanselig glæde. Der er igen modsigelse i, at regler for livsførelse er så forskellige i forskellige livsaldre, for den gifte mand skal leve det liv, som hører hans livsalder til. Den gifte mand skal stifte familie og få børn, og det er en hellig forpligtelse for ham at sørge for, at de alle bliver godt gift.

3.Den ældre mand, askesens tid.
Når familiefaderen har levet det liv til ende, som han skal. Når hans børn er blevet gift, så bør han trække sig tilbage fra den verdslige verden. Han skal nu vende sig imod det guddommelige og arbejde for at opnår moksha, enten i dette liv eller det næste. Han lever nu igen som sanyasin, og flytte væk fra sin familie og leve i skoven sammen med andre asketer. Han skal enten overlade sin kone i sin søns varetægt, eller tage hende med sig ud i skoven.
I det moderne Indien efterlever stadig millioner af mænd disse regler for en mands liv. Der findes millioner af "hellige mænd", som vandrer på vejene i Indien fra tempel til tempel og lever som tiggere. Mange af dem har levet et liv i stor velstand og i høje stillinger, og de vælger nu at afstå fra alt verdsligt liv og vende sig imod guderne.

øverst på siden                                       tilbage til startside

 

www.hindu.dk er et samarbejde mellem Moesgaard Museum og Aarhus Universitet
med støtte af Tipsmidlerne